Første skoledag

Så oprandt dagen. Lille 4-årige Cille er blevet til skolepige med alt hvad dertil hører.

Hvem af os kan ikke huske første skoledag?

Skolegården, frikvarteret, madpakken, den nye skoletaske og de nye klassekammerater. De lange gange, biblioteket, lugten, rækkerne af knager med overtøj og idrætstasker.

Jeg græd på min egen første skoledag af ren og skær skuffelse. Det skete da lærerinden bad os tegne en tegning, og jeg havde bestemt forventet lidt mere. At lære at skrive eller noget andet spændende. Ikke bare at tegne en tegning, det gjorde jeg jo hver dag! De salte tårer ramte pulten, og jeg husker at min Mor kom listende for at høre hvad der var galt og fik forklaret mig, at vi ville lære alfabetet lidt senere. Resten af dagen gik fint, men jeg var lidt betuttet i den store skolegård med virvaret af børn og larmen. Og ret skuffet over hvor lang tid det tog, før vi endelig kom til det med bogstaverne.

Cille har ikke været synderligt interesseret i eller opsat på skolestart. Hun har spurgt hvorfor hun ikke kan gå i “little school” mere, og om hendes kammerater derfra også kommer med i “big school”.

Hendes “little school” er det, der herovre hedder “play group”. En slags førskole eller børnehave, som er åben 3 formiddagstimer hver dag. Et pasningstilbud som helt åbenlyst kun er attraktivt, fordi kvinderne arbejder på deltid eller er hjemmegående – bare en sidebemærkning. Der er et fint samarbejde mellem play group og landsbyens folkeskole, som bl.a. betyder, at Cille har været ovre på skolen to gange om ugen til historielæsning og frokost. På den måde har hun og hendes kammerater øvet sig i at gå i skole, lært lærerne og de andre børn at kende – alt sammen for at tilsikre, at det ikke er for hårdt at starte i skole, når man trods alt kun er mellem 4 og 5 år gammel.

I morges stod hun der så, iklædt sin fine uniform og med håret sat fint op. Det var en stor dag og vi forevigede naturligvis øjeblikket.

I modsætning til i Danmark, hvor man ofte har forberedt et særligt velkomstprogram for den første skoledag – og hvor forældrene forventes at deltage – så skete her intet andet end det, der sker hver eneste skoledag:

Klokken ringer ind 8:55, hvorefter børnene stiller sig ind på rækker og så følger klasselærerne dem ind i deres respektive klasseværelser.

Cille løb glad og legede med sine kammerater i skolegården og blev kun en smule betuttet, da klokken ringede og hun skulle stå der på række og vente på klassens indmarch. Hun kæmpede med at holde idrætstasken på plads på ryggen, skoletasken i den ene hånd, vandflaske og madpakke i den anden hånd. Jeg holdt tårerne tilbage liiiiiiige indtil hun gik afsted mod klasseværelset og ikke længere kunne se os. Martin siger at hun grinede glad. Jeg gemte mit ansigt i hans favn og så intet.

Det handler helt sikkert om mine egne barndomserindringer fra skolen. Der er langt flest af den positive slags, men erindringen om følelsen af usikkerhed og den voksende frihed under ansvar ligger der også. Og alle de ting er min ældste datter nu ved at gøre sine egne erfaringer med. Det er stort, svært og overvældende at tænke på. Jeg bør naturligvis fejre at hun er igang med at lære og med at frigøre sig. Det gør jeg i morgen, det lover jeg. Men i dag synes Moren at den lille tumling har fået en meget stor opgave, meget tidligt i livet.

Her er et billede af Cille uden for skolen i morges:

Man kan læse mere om vores landsbyskole, Nacton Church of England Voluntary Controlled Primary School her:

http://www.nacton.suffolk.sch.uk

Jeg skriver mere om det engelske skolesystem, når mine nerver og sommerfugle har lagt sig lidt og jeg igen kan tænke klart.

Måske skulle jeg styrke mig selv mentalt med en kop kaffe og lidt chokolade? Man ved jo at trøstespisning er løsningen på enhver problematik…