Uniformer eller ej?

I Danmark har vi ingen tradition for at anvende skoleuniformer, uanset om vi taler om folkeskolens, privatskolens eller friskolens regi. Jeg vil tro at det virker meget “udansk” og måske endda “udemokratisk”, sådan at ville myndigheds-regulere hvad børnene iklædes? Ihvertfald har jeg aldrig hørt at uniformer er blevet diskuteret som en reel mulighed.

Måske virker uniformer for stive og gammeldags til den danske måde at opfatte børn og deres udvikling på? Begrænser man en piges frie bevægelighed ved at iklæde hende en plisseret nederdel og fine laksko? Bliver en lille dreng for voksen, hvis han bærer slips og bukser med pressefolder?

I England har man det lige modsat. Der findes ingen skoler uden uniformer, uanset om vi taler om folkeskolen eller privatskolen – og uanset om det er 0. klasse eller gymnasieniveau.

Jeg har spurgt mine engelske venner om hvorfor der er obligatoriske skoleuniformer i deres skoler. Svarene er temmelig indlysende, omend lettere varierede:

1. Fordi man herved kan undgå åbenlyse samfundsklasse- / økonomiske skel i forhold til tøjbudgettet rundt omkring i hjemmene. Alle er ganske enkelt ens klædt i de billige uniformer – og derfor kan man ikke blive mobbet med de potentielt manglende mærkevare-jeans.

2. Fordi det er praktisk. Børn bliver snavsede i skolen og så er det rart at have billigt, robust uniformstøj til skoletimerne og pænere tøj til fritiden.

3. Fordi det er en sikkerhed. Børnenes uniformer prydes altid af skolens logo, så man kan med det samme se, om et barn hører til i skolegården eller ej. På den måde kan man sikre sig at det kun er de rette personer, som kan komme ind på skolen.

4. Fordi det skaber fællesskabsfølelse at være klædt ens og med samme logo. Med andre ord den psykologiske effekt i “at spille på samme hold”.

5. Fordi børn skal lære at begå sig og herunder hører det at kunne bære pænt tøj – eksempelvis skal de unge mænd kunne binde en slipseknude og de unge piger skal kunne bære et skørt på tækkelig vis.

På torsdag starter vores Cille i 0. klasse, som herovre kaldes reception class. Hun er netop fyldt 4 år i slutningen af august og bliver den yngste i klassen.

Før sommerferiens start var vi inviteret til et informations- og uniformsmøde på hendes nye skole, hvor vi bl.a. fik forklaret hvilke komponenter, skolens uniform bestod af, og ved samme lejlighed kunne vi købe tøj og tilbehør med skolens logo.

Det har været en af sommerens husmoropgaver at købe ind til skolestart: Plisserede spencerkjoler, strømpebukser, polo-t-shirts, idrætstøj og alle skolens egne ting med logo – cap, vandflaske, cardigans, skole- og idrætstasker. Jeg har måttet bede mine veninder om råd og vejledning, da det ikke er helt gennemskueligt for en dansker, der aldrig selv har gået i uniform!

Det mest spændende indkøb var i børneskobutikken i Woodbridge, hvor vi fandt de fineste Clarks skolesko. Se bare her!

IMG_6509

Ud fra billederne på butikkens hjemmeside kan I sikkert fornemme deres gammeldags stil og klassiske, britiske look: http://www.johnives.co.uk

Da lakskoene var på plads, spurgte jeg høfligt ekspedienten om hvornår jeg kunne forvente at de havde et udvalg af vinterstøvler til skolebrug. Ekspedienten så undrende på mig. “Jamen, du har jo lige købt skoleskoene”, svarede hun. Efter en længere samtale frem og tilbage over emnerne “efterårsregnvejr, vintersne og kulde” blev konklusionen at der findes ikke vinterfodtøj til skolebrug. Som praktisk dansker, der har udendørsbeklædning til ethvert slags vejr, så er det til stor undren, at skolebørnene således skal trippe i skole i laksko i snevejr – og lege uden for i skolegården i det lange frikvarter!

Vi endte med at lade dansker-fornuften råde og købte et par Hunter wellington boots til Cille, som hun kan anvende til vinter – den røde farve passer præcist til skoleuniformen.

Hunter Wellington Boots

Hunter Wellington Boots

Jeg har det personligt helt fint med at der er skoleuniformer. De fleste af de opremsede forklaringer oven for giver mening i min verden, omend det stadig føles lidt eksotisk at se min 4-årige klædt i uniform fra top til tå. Hun ser sød ud, men på en lidt udklædnings-agtig måde. Jeg vænner mig vel til det?

I morgen går det løs. Min lille 4-årige går fra tumling til skolepige. Jeg har ondt i maven og sommerfugle på en og samme tid. Men udadtil “keep’er jeg mit cool”, som vi siger på Danglish.

5 kommentarer

  • Jeg tror aldrig helt at debatten om skoleuniformer dør ud – og jeg kan da både forstå argumenterne for og imod at det skulle indføres..
    Faldt bland andet over dette blog indlæg, som jeg synes har en rigtig god pointe: http://flauenskjoldskole.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Julie,
      Ja – jeg synes der er en fin pointe i at danske skolebørn udvikler en individuel identitet via (blandt meget andet) deres eget tøjvalg. Men – der er også rigtig mange positive aspekter ved at være helt ens klædt – holdånd/teamspirit og den slags. Og når skolerne er så voldsomt store som her i Dubai (de mindste har omkring 2.000 elever), så er det betryggende at man hele tiden kan tjekke, at det er de “rigtige” børn, der kommer med busserne, følger med på udflugten osv. 🙂
      Mange hilsner fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mads

    måske der kan være gode ideer med skoleuniformer men har en ven der har 2 piger på 6 og 7 år som går i skole i Belfast og der er de meget strikse med deres uniformering. De skal være klædt i skjorte slips cardigan blazer pliserede nederdel knæstrømper (dog strømpebukser om vinteren) og ballerinaer fra de går hjemmefra og til de kommer hjem. Og i maj var pigen på 6 år så i Belfast by med klassen og frøknen (læren) blev meget vred på hende da de gik fordi hun havde taget Blazeren af og tog hun den ikke på igen måtte hun ikke gå med rundt men vente på en bænk for som hun sagde når de er på tur representere de skolen. Det syntes jeg godt nok er helt hysterisk og hvad er lige ideen med små drenge fra 5 år i skjorte slips og jakkesæt og pigerne næsten i det samme de er jo næsten finere i tøjet end direktører i erhverslivet. danske børn på besøg ville godt nok spærre øjnene op hvis de så dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Mads,
      Hele konceptet med skoleuniformer er jo virkelig fremmed for os danskere. Især fordi vi ikke er vant til “det stive puds” til hverdag. Og da slet ikke til børn!
      Men der ligger faktisk mange gode tanker bag uniformerne. De skaber en fællesskabsfølelse, ligesom holdtrøjer i holdsport. De giver et “ensartet” billede ud ad til af eleverne på en skole (repræsentationstankegangen, som gik lidt voldsomt for sig i Belfast, lyder det til). Og så slipper forældre og teenagere for problemerne med “det rigtige tøj”, som er en evig kilde til diskussion, konflikt og mobberi i danske skoler, hvor det nogle steder kan være meget vigtigt at have de rigtige mærkevarer osv. Sidst, men ikke mindst, så er der spørgsmålet om ‘sikkerhed’ – altså at lærere og elever kan genkende at de hører sammen – f.eks. når man er på udflugt, men også i hverdagen, hvor man enten har ID-kort om halsen eller uniform på for overhovedet at komme ind på skolen.
      Umiddelbart er jeg meget positivt stemt over for uniformerne – også selvom slips, plisserede nederdele og laksko kan virke lidt opstoppet i 2015 🙂
      Mange hilsner fra Dubai

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mads

      Beklager gik nok lige lovlig meget i detaljer men syntes det lød meget voldsomt lige da jeg fik det fortalt. Kan godt se dine argumenter kan lyde fornuftige og kunne nok osse acceptere det derovre da det jo slet ikke opfattes lige så voldsomt som herhjemme. Men syntes stadig at det virker voldsomt ligefrem at kræve slips og jakkesæt til børn som er det normale i stort set hele Nordirland. Men uden slips og jakke det kunne jeg måske vænne mig til selv om det ville blive svært

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommer i Suffolk